Tirsdag D. 11 juni 2013 ved eftermiddagstid pakkede jeg bilen for at tage en tur til Mont Blanc sammen med to venner. Vores plan var fra Chamonix at tage ruten fra Plan de l’Aiguille du Midi, traversere Jonction gletscheren, første nat på Grands Mulets hytten 3050 meter. Næste dag fra Grands Mulets til Gouter 3800 meter. Og om fredagen fra Gouter til toppen og på ski ned til Plan de l’Aiguille.
Vi tog op med liften ved 9 tiden d. 12 juni, satte skind under skiene og begyndte at gå. Det skulle gå hurtigt for på klipperne over os var der seracer der kunne falde af som solen begyndte at bage på dem. Vi hørte en gang imellem, på lang afstand laviner og seracer der gik af.
Nu kom vi så til næste lille udfordring, vi skulle traversere Jonction gletscheren, den absolut farligste gletscher på Mont Blanc. Det er et sted hvor to gletschere mødes og derfor skubber isen sammen, det gør at der bliver store gletscherspalter og seracer. At se den på afstand tænker man at det er umuligt at traversere, men det kan lade sig gøre og der var rigtig gode forhold på gletscheren de dage. Det skulle bare gå hurtigt med for jo længere ud på dagen vi kom desto mere blød blev sneen, og der er store huller under sneen. Alt gik fantastisk og nu var der lidt mere ro på for nu var den store fare over. Vores hytte ligger på en klippe hvor vi skulle klatre lidt for at komme derop.
Nu hørte vi desværre at vejrudsigten havde ændret sig til at om fredagen skulle der komme sne. Det betød at vi ikke kunne overnatte på Gouter men skulle direkte fra Grands Mulets til toppen, så det skulle gå meget hurtigere end vi troede.
Vi sov til kl. 1.30 om natten, fik noget morgenmad og så var det ellers bare af sted. De første ca. 800 højdemeter gik vi med skind zigzag på en bjergkam hvor der til venstre var 500 meter lodret ned og til højre var der en serac 100 meter ned. Længere oppe blev kammen smallere og vi monterede skiene på rygsækkene og satte crampons under fødderne og isøkser i hænderne. Det var en fantastisk følelse at klatre den bjergkam mens solen begyndte at komme op over Mont Blanc. Vi gik et par timer med crampons før vi tog skiene på igen og gik det sidste stykke op over Vallot bivuakken ca. 4400 meter.
Nu var der den sidste bjergkam at klatre, men det var for sent, klokken var 9 om formiddagen på en dag med hård sol og 0 grader i 4000 meter. Vi lavede en hurtig hovedregning, vi havde ca. halvanden time at klatre til toppen og halvanden time tilbage hertil. Det vil sige kl. 12 kunne vi køre ned, det ville være for farligt med den varme. Vi besluttede at stoppe her. Ærgerligt! men Mont Blanc er ikke for sjov, det er et bjerg hvor man kan komme rigtig slemt til skade hvis man ikke tager sine forholdsregler. Så det var det eneste rigtige at gøre.
”Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget” nu kom bonussen, en nedkørsel i helt fantastisk sne, 10 cm. Slush ice på hårdt underlag, sne man bare kan ligge skiene på kant og køre med 100 i timen nedover. Sneen var god ned til 3000 meter, derefter var den meget våd. Vi kørte samme vej gennem Jonction gletscheren, på et tidspunkt hørte jeg en meget høj lyd fra klipperne over mig, jeg kiggede ikke en gang op da det var lige over hovedet af mig. Jeg lukkede bare øjnene og tænkte at nu får jeg 100 tons is i hovedet. To sekunder efter kiggede jeg op og så en lille sportsflyver. Der blev jeg så lige 10 år ældre!!
Det har været fantastisk at stå på ski på Mont Blanc. Ærgerligt at vi ikke kom til toppen, men der er stadig et par ting at jeg gerne vil tilbage for at prøve, f.eks. klatre Dente del Gigante. Så mon ikke jeg for chancen for at prøve at nå til toppen igen.
