9. oktober 2013 landede jeg i Kathmandu, Nepal.
Mit første indtryk af Kathmandu var lige som første gang jeg stod i en Gocart hal, trafik som har, tror jeg ikke kan findes andre steder i verden. Men menneskerne her er bare fantastiske, hjælpsomme og altid smilende.
Jeg fløj med min klatrepartner/sherpa Nima to dage efter til Lukla mødte vores porter Galzen der og vi begyndte vores trekking mod Mera base camp.
De første to dage gik godt, godt vejr jeg følte lidt højde symptomer på anden dagen da vi gik over et bjergpas på omkring 4700 meter, men ikke noget der var katastrofalt.
På tredje dagen begyndte det at regne på grund af en orkan omkring Indien. I tre dage gik vi i regn og snevejr. På et tidspunkt kunne vi ikke komme længere på grund af for meget sne. Vi måtte vente en dag til der var nogle fra base camp der gik ned og lavede spor i den dybe sne til os.
Næste dag var vejret bedre og der var ca. 200 personer der gik ned, de havde været låst fast i Khare campen i ca. 5000 meter.
Der var redningshelikoptere i luften hele dagen, slet ikke godt! Da vi kom op til Khare hørte at base camp var blevet taget af en kæmpe lavine der var heldigvis ingen i teltene, de var højere på bjerget i high camp og var blevet låst fast der i 4 dage uden gas, vand og mad. Med frostbid var de blevet redet den første dag med godt vejr. Så heldige var de 3 der blev taget i en lavine på den anden side af Mera base camp ikke.
Khare blev vores base camp, for med alt den sne ville den oprindelige Base camp ikke være stabil i mindst en uge.
Næste dag tog Galzen og jeg på en lille akklimatiseringstur et forholdsvis sikkert sted, og jeg kørte min første tur på ski over 5000 meter. sneen var tung ogjeg tænkte at fra toppen ville det være umuligt at stå på ski for det var HÅRDT. tynd luft og tung sne..
Dagen efter altså d. 18 oktober forlod vi Khare for at nå Mera high Camp i 5800 meter. jeg havde ikke sovet godt om natten og havde ingen appetit om morgenen. Men stille og roligt gik vi opad. Jeg kunne mærke lidt højdesymptomer, min mave var ikke 100%.
Vi ankom i campen jeg prøvede at spise men blev mere og mere syg. Til sidste kastede jeg op og lagde mig i mit telt. Ingen topforsøg den nat! Og næste morgen da jeg vågnede kastede jeg op igen, efter det vidste vi at der kun var en vej tilbage NED!.
Nima plantede mig på mine ski. De første 200 højdemeter var virkelig hårde, men efter det fik jeg det bedre og jeg kunne begynde at nyde de to meter pulversne jeg havde under fødderne. Jeg ankom til Khare med det største smil i hele ansigtet.
Dagen efter tog vi en hviledag for at blive 100% igen.
21. oktober startede vi igen fra Khare og gik mod High Camp. Den dag var anderledes jeg følte mig på toppen, og da vi ankom til High camp havde jeg det godt og havde appetit til at spise.
Jeg lagde mig i min dejlig varme sovepose til at sove. Kl. 1.30 om natten vækkede Nima mig og så ud af teltet. Fantastisk vejr! Klart vejr betyder i de fleste tilfælde også koldt! Men jeg har absolut ingen problem med kulde så for mig, ingen ko på isen.
Vi forlod High camp kl. 2 som en af de første grupper. Temperaturen vil jeg tro var omkring -15 til -20 grader med vind på 60 til 70 km/t der stod lige i ansigtet. Men det var en fantastisk morgen, og som bjergene bag os begyndte at blive røde af den første sol, stoppede jeg op og så omkring mig. Der var fuldmåne til den ene side, røde bjerge til den anden og Nima sagde ”se op!” der var et stjerneskud der brændte ud 50 meter over hovederne på os. Jeg tog mit kamera ud af lommen som var under min dynejakke og prøvede at tage en billede, men de 20 sekunder at kameraet var ude, var nok til at det ikke virkede på grund af kulden. Men ingen problem, jeg vil altid have det billede i mit hoved..
Jeg var træt, gik ti skridt og måtte stoppe op og hive efter vejret! Over 6000 meter er der under halvdelen af den ilt i luften som der er nede ved havet.
Vi nåede op til et sted lige under toppen hvor der var læ for vinden og vi kunne få et lille hvil. Efterlod skiene her og klatrede de sidste 20 meter på en isvæg op til toppen. D. 22 oktober Kl. 7 stod vi der så! 6460 meter det højeste jeg til dags dato har stået og det hårdeste jeg til dags dato har udsat mig selv for! Klap på skulderen, se sig omkring hvor der er 8000 meter toppe over alt, to billeder og rappelle ned i en fart, for her var koldt.
Nu kom guldet ved hele nattens udmattelse. På med skiene og så gik det ellers nedad. Hilste på den der stadig var på vej op. Jeg havde aldrig forestillet mig at lave et sving på ski kunne være så hårdt. Men stille og roligt to til tre sving, stoppe op, få vejret igen og se efter gletcherspalter!
I High camp fik jeg noget at spise og et lille hvil, og følte mig på toppen til mere skiløb.
Vi pakke telt og alle vores ting og kørte ned til Base camp hvor vi sov og dage efter gik vi tilbage mod Lukla.
25. oktober ramte vi Lukla igen. Jeg fik et af de koldeste men bedste bad jeg nogensinde har haft. Vi holdte en lille fest om aftenen og dagen efter fløj vi til Kathmandu.
Nepal er et fantastisk sted, folk er altid glade og smilende og Himalaya er helt fantastiske bjerge at tage på trekking eller højdeekspeditioner. Og at stå på ski fra Mera som den anden person på sæsonen og kan se Everest på nedkørslen, har været en overvældende oplevelse ud over alle grænser.
Så det er absolut ikke sidste gang jeg sætter mine ben her.
