HIMLUNG – 7126 METER

Himlung_14_700px

9 oktober 2013 landede jeg i Kathmandu, Nepal.

Mit første indtryk af Kathmandu var lige som første gang jeg stod i en Gocart hal, trafik som har, tror jeg ikke kan findes andre steder i verden. Men menneskerne her er bare fantastiske, hjælpsomme og altid smilende.

Efter jeg sidste år var på Mera Peak på ski, var det nu på tide at komme lidt højere dog denne gang uden ski.

Vi fløj en kammerat Christian Denicolo og jeg ind til Kathmandu, Nepal d. 5 oktober hvor vi mødte resten af vores team 3 englændere og vores sherpa team. 2 dage efter begyndte vi en lang køretur, først i bus til Besi Shahar, Annapurna regionen og efter en dag i jeep op til Dharapani 1860 meter. Her begynder vores trekking.

En del af trekkingen er en del af Annapurna Circuit trek hvor vi efter et par dage gik op mod Phoo dalen og den fantastiske Mustang trek.

 

Himlung_13_700px

12. oktober om eftermiddagen befandt vi os i Phoo 3900 meter og det begyndte at sne. Vi sov denne nat i telt men blev nød til at rydde teltene for sne flere i løbet af natten. Næste dag stadig hårdt snefald, vi sad fast i Phoo. Det sneede i halvandet døgn men vi kunne stadig ikke komme nogen steder pga. meget høj lavinefare. Vi brugte tiden på at rydde sne fra hustagene. De dage var der helikoptere i luften for at rede mennesker ned fra bjergene rundt omkring og en aften tog vores sherpateam op for at rede ca. 20 portere ned at der havde gået rundt i snemængderne i 2 dage. Så vi vidste at det var seriøse forhold men vi vidste ikke hvor galt det egentlig var for vi havde ikke kontakt til omverdenen. Efterhånden som tiden gik, blev vi nød til at skifte rute mod toppen hvis vi skulle have nogen forhåbning om at nå det inden for tidsfredsten. Den normale rute er meget lang langs en bjergkarm, men der er en anden rimelig ny rute der er kortere men mere teknisk og ikke så kendt. Ingen af vores sherpers havde klatret den, men det var vores eneste chance for at nå toppen.

Himlung_7_700pxHimlung_8_700px

På femtedagen kunne vi begynde at gå det sidste stykke op mod base camp, som ikke er den normale base camp men et helt andet sted. Vi brugte en dag på at grave ud og sætte telte op og dagen efter begyndte vi akklimatiserings processen, først til camp I. Vi skulle traversere en gletscher rimelig nem og ufarlig men efter ventede det farligste sted på bjerget, en 150 meter væk med mixed jord, sne og sten. Et sted hvor tidligt om morgenen er rimelig sikkert pga. det hele er frosset sammen. Men det er en sydside og når solen begynder at skinne på den og det tør begynder sten at falde ned, og er derfor fare for at de remmer os.

Nu var vi hvor et fransk team havde deres Base camp, vi snakkede lidt og fandt hurtigt ud af at vi var de eneste to teams tilbage på bjerget og at vi skulle samarbejde for at have forhåbning om at nå toppen. Så vores team startede ud med at lave spor i sne hvor hvert skridt, gik vi i sne til livet. Det var hårdt arbejde men vi nåede camp I (5150 meter) for at sætte et telt op og efterlade noget grej der og gå tilbage til base camp.

Himlung_3_700px

Himlung_2_700px

Næste dag gik vores sherpas op for at lave spor og finde et sted at placere camp II. de kaldte på radio tilbage til base camp at de havde placeret camp 2 (d. 21 oktober) men de havde med satellit telefon hørt at d. 28-29 oktober skulle komme meget stærk vind ind over Himlung. Det betød at vi skulle droppe anden del af vores akklimatiserings proces og forlade base camp dagen efter for at nå toppen inden vejret skifter.

Dagen efter (d. 22 oktober) forlod vi base camp kl. 6 om morgenen Christian og jeg gik i forvejen og nåede den franske base camp kl. 8.30 vi tog en pause for nu havde vi passeret det mest kritiske punkt at Christian kalder The killer hang . Vi fortsatte, solen begyndte at varme og vi kunne høre is og sten begynde at falde ned rundt omkring. Solen bagte og sneen reflektere solens stråler, varmen og højden gjorde mig sløv, jeg gik og ønskede en smule vind der kunne køle og give mig lidt ilt. Da vi ankom til camp I monterede vi et par telte og lagde os deri for at komme i skygge for solen.

3 af vores sherpas havde allerede lavet spor og monteret et telt i camp II (5800 meter) og nu var det vores tur til at finde derop. Turen startede med en meget stejl bjergside og med de 17-18 kg. Rygsække i over 5000 meter, er ikke nemt. Efter det stejle stykke begyndte en gletscher. På med vores crampons og ind at gå mellem seracer og gletscherspalter, det var ligesom at gå i en labyrint. Efter ca. 1 time ankom vi til camp II. Monterede teltene og det var tid til afslapning.

At sove i telt i højden er en anderledes følelse, man drømmer meget mærkelige ting, det er koldt og 3 mand i et lille telt. og når så en af de tre personer taler i søvne hele natten på Nepali, gør det, det ikke nemmere at sove 🙂

Himlung_4_700px

24. oktober. Var dagen hvor vi kun skulle have akklimatiserings dag og transportere noget klatre grej og tøj til topdagen til camp III (6150 meter). Vi gik med reb imellem os, for nu gik vi på gletscher. Det var en varm dag, meget varm jeg bagte i solen, blev mere og mere dårlig pga. højden og solen. Seracerne ved siden af os begyndte at arbejde i solen og det gjorde mig nervøs for at is vil falde af og starte en lavine. Hurtigt op til campen for at smide de ting vi skulle efterlade, og hurtigt ned igen. På tilbagevejen var jeg så dårlig at jeg havde jeg lyst til at kaste op. Og jeg sagde til Christian at når vi når franskmændenes telte, kaster jeg op i dem ”de skide franskmænd har ikke lavet en noget som helst, de snakker og snakker om samarbejde og når det kommer til stykket har de lavet hvad? 500 meter spor! Og de starter hver dag 15 minutter efter os!” Men jeg kunne ikke, heldigt for franskmændene ? Tilbage i camp II for afslapning indtil næste dag.

d.25 oktober. Jeg havde det heldigvis fint om morgenen. Vi skulle gå samme tur som dagen forinden. Der var heldigvis lidt vind så vi bagte ikke i solen som sidst og vi havde kun halvdelen af den vægt i ryksækkene som normalt. Så det var ren leg at gå sådan. Vi ankom i camp III ca. 3 timer efter og vi fik lidt at spise, det var som om at nudler og hvidlægssuppe ikke bliver ved med at være lige sjovt. Men højden, kulden og appetitten gør at det er det bedste at spise. Men tanker om at komme tilbage til Kathmandu at spise en pizza, drikke en øl, barbere sig og tage et bad begynder efter 3 uger på bjerget. Men nu er det vigtigt at samle alle kræfter og koncentrere sig på natten og dagen efter. Midt på dagen begyndte skyer at komme ind over og hen på eftermiddagen/aftenen sne og tåge. Jeg havde en klump i halsen for hvis det bliver ved med at sne, okay vi må droppe at komme til toppen men det bliver svært at komme ned herfra og det sted hvor vi havde camp var ikke det mest sikre med 50 cm. sne. Men så efter 3 timer med snevejr, bom og der var stjerneklart. Nu kunne vi sove trygt.

Himlung_9_700px

Himlung_10_700px

26. oktober kl. 02.00. Summitday! Jeg satte mig op i teltet, og 2 minutter efter, kastede op! Hvorfor ved jeg ikke for jeg havde det fint. Men ok vi fik noget at spise og så af sted det gik. De første timer gik vi på en bjergkam hvor vi skulle sætte ”fixed ropes” da der ikke var andre på bjerget, var der kun os til at lave alt arbejdet. En time efter vi havde forladt camp III faldt en af os i en 20 meter dyb gletscherspalte, heldigvis havde han et reb og blev hurtigt trukket op og vi gik videre. Efter 3 timer der gik med at montere reb og bevæge os meget langsomt fremad begyndte solen at komme frem, røde sker. Fantastisk morgen ikke en vind og -20 grader. Jeg havde det godt og nu var vi kommet af bjergkammen og ud på en stor gletscher. Det gik opad langsomt men konstant tempo uden fixed ropes. Gletscheren var stejl ca. 40 grader men starter i 6300 meter fortsætter til toppen uden at der var steder hvor det var lettere eller sværere. Dyb sne, mine ben begyndte at blive trætte efter 5 dage på bjerget uden hvil, og hver gang jeg så på mit ur havde vi flyttet os 20 højdemeter. Der var lang vej til toppen og der var virkelig brug for at bide smerten i sig. Men så endelig kl. 14.45 altså næsten 12 timer efter vi havde forladt campen, stod vi der. Himlung Himal 7126 meter, det højeste punkt jeg nogensinde havde plantet mine føder. Jeg havde ikke engang lyst til at fejre det, sagde bare til Nima (sherpa at jeg også klatrede Mera Peak med i 2012) at nu tager vi to photos og så går vi ned i en fart for det er alt for sent.

Nedad, det gik langsomt, jeg var træt meget træt. På et tidspunkt efter det var blevet mørkt igen og derfor gik med pandelamper igen, hvor vi gik på is og pludselig kom til at gå i dyb sne, faldt jeg og med hovedet nede i sneen, lagde bare der, tænkte på mine dejlige små Dolomitter og at stå på ski, og tænkte ”nej nej jeg må ikke falde i søvn her, jeg skal tilbage til campen så jeg kan komme i god behold hjem til en ny skisæson”. Rejste mig igen og gik den sidste time ind til campen. Kl. var 20.00 da jeg endelig sad med en kop te i hånden og kunne begynde at tænke og nyde det øjeblik vi var på toppen.

Himlung_6_700px

Himlung_11_700px

Himlung_12_700px

27. gik vi tilbage til camp I og dagen efter tilbage til base camp. Vi kunne se meget stærk vind (jetstreams, vinde på op til 200 km/t) komme ind over Himlung og vi vidste at vi havde nået toppen som planlagt ”lige til øllet”. Vi pakkede alt vores grej og begyndte vores trek ud af Phoo dalen og tilbage mod Kathmandu. Nu kunne vi se med vores egne øjne, alle de skader at snevejret havde lavet. Stien var ødelagt og der var store laviner der havde rykket hele bjergsider og store sten på størrelse med biler med ned. Det var skrammende at se og at tænke på at vi ikke rigtig vidste noget om det..

5. november ankom vi igen i Kathmandu, til en kæmpe fest med vores sherpa venner, bad og barbering.

Det har været en meget hård ekspedition, at klatre en 7000 meter top på kun 7 dage er ikke normalt. Men det har givet mig rigtig meget erfaring om hvordan min krop arbejder under hårdt pres og god klatre erfaring. Og Nima sagde at i forhold til vores tur på Mera sidste år, var jeg meget stærkere på denne ekspedition og at næste gang vi skal klatre sammen, skal vi klatre et rigtigt bjerg (8000 meter) ?

Mange tak til mine sponsors: Neas Energy & The North Face.

Og en helt speciel tak til vores Sherpateam: Anggeli, Dawa, Nima, Dakipa and Beerkagi uden jer havde vi ikke engang været i stand til at komme til base camp.

Himlung_15_700px